Forløb for unge i samarbejde med Lyngby-Taarbæk Kommune og FOF Nordsjælland

Få ro på i naturen

Er det nogle gange svært at finde ro, slippe tankerne og bare koble helt fra?
At slappe af på en måde, hvor du virkelig føler, at du får ny energi?

Så kan du få inspiration på dette forløb, hvor du lærer, hvordan du kan bruge naturen som støtte til at finde ro og dyb afslapning. Du får redskaber til at regulere dit nervesystem, stimulere sanserne og skabe mere balance i krop og sind.

Naturen som vej til ro og restitution

Forløbet foregår i Dyrehaven, hvor vi arbejder med forskellige teknikker, der hjælper dig med at finde ro i nervesystemet, så du kan restituere og få ny energi.

Forløbet trækker blandt andet på skovbadning, mindfulness og funktionel neurologi. Der er efterhånden meget forskning, som viser, hvordan det at opholde sig i naturen har en positiv indvirkning på os mennesker – både fysisk og mentalt. Naturen kan blandt andet sænke niveauet af kortisol i blodet og dermed modvirke stresstilstande. Samtidig oplader den vores mentale batterier, styrker følelsen af nærvær og mindsker tendensen til grublerier.

Gennem øvelser i naturen lærer du, hvilke greb der virker bedst for dig, så du kan tage dem med ind i hverdagen og skabe mere ro og balance. Vi arbejder blandt andet med at bruge sanserne til at opleve og fordybe os i naturen, aktivere kroppen gennem enkle øvelser, der skaber ro og balance, og være nærværende i omgivelserne.

Vi er en lille gruppe med maks. 10 deltagere, og der lægges vægt på tryghed og nærvær i gruppen.

Hvordan tilmelder jeg mig?

Du tilmelder dig ved at klikke på den mørkegrønne knap, som dirigerer dig videre til FOFs hjemmeside.
Du kan godt tilmelde dig, selvom kursusforløbet er startet.

Har du spørgsmål i forbindelse med din tilmelding, er du velkommen til at kontakte os på hej@fof-kn.dk.

Hvem kan være med?

Dette kursus er en del af UngSkaber – et gratis kursusforløb for unge mellem 18 og 29 år i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Her kan du fordybe dig i en interesse – f.eks. upcycling, musik, tegning eller madlavning – og blive en del af et fællesskab med andre unge. Læs mere om UngSkaber her.

Du får:

  • Større kropslig og mental ro og balance

  • Fornyet energi

  • Konkrete teknikker og redskaber, du kan bruge i hverdagen

  • En oplevelse af naturens potentiale for nærvær og fordybelse